Logistik System Specialist – du bestemmer, hvor varen skal stå (og hvorfor)
En palle med toiletter ruller ind på lageret. Hvor skal den stå? Hvornår skal lokationen fyldes op igen? Og hvordan kommer varen hurtigst muligt videre til kunden?
Svaret ligger i vores WMS. Og det bliver dit job at gøre svaret bedre – hver dag.
Du arbejder tæt på driften
Hos AO håndterer vi varerne hele vejen fra varemodtagelse og indlagring til pluk, pakning og levering. Som Logistik System Specialist har du hænderne i de systemer, der styrer det flow – og du kan se resultatet ude på lageret.
Du arbejder primært med vores WMS og integrationerne til WCS, ERP og BI. Du finder ud af, hvorfor et pluk tager for lang tid, hvorfor en lokation løber tør, eller hvorfor en manuel arbejdsgang har sneget sig ind. Og så løser du det.
En uge kan for eksempel byde på
- en analyse af genopfyldningen, fordi der opstår ventetid i bestemte zoner
- et møde med vores lagersystemleverandør om en ændring i WMS’et
- en snak med en lagerleder om en arbejdsgang, der kan gøres enklere
- en KPI-opfølgning, der viser, om sidste måneds ændring faktisk gav færre fejl.
Det bliver dit ansvar
- Du udvikler og optimerer systemprocesserne fra indgående til udgående lageraktiviteter.
- Du definerer og videreudvikler strategierne for indlagring, opbevaring, pluk og genopfyldning i vores automatiske lagersystemer.
- Du finder flaskehalse og manuelle arbejdsgange og omsætter dem til konkrete forbedringer.
- Du laver effektivitetsanalyser og KPI’er, så vi kan se, hvad der virker – og hvad der ikke gør.
- Du er i dialog med vores eksterne samarbejdspartnere om driften og effektiviteten af WMS og WCS, og du deltager, når vi indgår drifts- og vedligeholdelsesaftaler med vores lagersystemleverandør.
- Du holder øje med nye muligheder og bidrager til vores logistikhandlingsplaner og strategier.
Du oversætter mellem lageret, IT og leverandøren
Du står midt imellem tre verdener: logistikdriften, vores interne IT-afdeling og de eksterne systemleverandører.
Lageret fortæller dig, hvad der driller. Du omsætter det til en systemløsning, som IT og leverandøren kan arbejde med. Og når løsningen kører, dokumenterer du, at den gør en forskel – i produktivitet, kvalitet, leveringssikkerhed eller omkostninger.
Dit team
Du refererer til vores Head of Logistic Systems og bliver en del af teamet, der har ansvaret for driften og udviklingen af vores logistiksystemer.
Din leder sætter den lange retning. Du sørger for, at systemerne gør det, de skal – i dag og i næste version.
Det skal du have med
Det er et must, at du:
- har godt it-kendskab og flair for ERP- og WMS-systemer
- er analytisk og nysgerrig og kan se sammenhænge i komplekse systemer
- kan forklare en kompliceret systemfejl, så en lagerleder forstår den
- tager ansvar, arbejder struktureret og følger tingene til dørs
- har en relevant faglig eller uddannelsesmæssig baggrund.
Det er et plus, hvis du:
- har erfaring med integrationer mellem WMS, WCS, ERP og BI
- har arbejdet med automatiske lagersystemer
- har samarbejdet med eksterne systemleverandører.
Din præcise uddannelsesvej er mindre vigtig. Det vigtigste er, at du forstår både systemerne og den fysiske drift – og har lyst til at gøre dem bedre.
Er det dig, der skal styre varestrømmen?
Så send din ansøgning og dit CV allerede i dag. Vi holder samtaler løbende.
Og hvem er vi så?
Vi er AO – og vi er mange forskellige mennesker med mange forskellige fagligheder samlet under samme tag.
Her behøver du ikke have alle svarene på forhånd. Til gengæld forventer vi, at du er nysgerrig, byder ind og giver en hånd med, når der er brug for det.
Vi kan godt lide mennesker, der vil noget. Dem, der spørger “hvorfor gør vi egentlig sådan?” – og som også tør komme med et forslag til, hvordan vi kan gøre det bedre.
For i AO skal der være plads til både erfaring, nye perspektiver og mennesker, der stadig har en masse at lære.
Kontaktperson:
Sebastian Skjøde Høyer Sigvaldason
Logistikdirektør
SSG@ao.dk